Anden Boerkrig

"Boerkrigen" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Boerkrigen, se Boerkrigen (flertydig).

Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. En stor del af teksten er baseret på et forældet opslagsværk og sproget er således i dele af teksten præget af forældede og uencyklopædiske vendinger (januar 2019) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Anden Boerkrig
Del af Boerkrigene
Boers i Spion Kop, 1900
Dato 1899 – 1902 Sted Sydafrika Resultat Britisk sejr Casus belli Jameson Raid Territoriale ændringer Vereeniging traktaten
Parter
Storbritannien  Canada  Australien  New Zealand	Oranjefristaten Den sydafrikanske republik
Ledere
Lord Milner Sir Redvers Buller Horatio Kitchener Frederick Sleigh Roberts	Paul Kruger Louis Botha Koos de la Rey Martinus Steyn Christiaan de Wet
Tab
22.000	6.500
Dræbte civile, hovedsagligt boere: 24.000+

Den anden boerkrig (ofte bare betegnet boerkrigen) i 1899-1902 var en britisk ekspansionskrig med henblik på at indlemme Transvaal og Oranje i deres sydafrikanske koloni, Kapkolonien. Den var motiveret af bl.a. store guldfund i de to boerrepublikker, men også for at skabe en række sammenhængende kolonier fra nord til syd i Afrika. Storbritannien mødte uventet hård modstand og måtte indsætte betragtelige styrker, og selv om det lykkedes dem at få kontrol med strategisk vigtige byer, fortsatte boerne en guerillakrig med mobile enheder, som var svære at skelne fra civilbefolkningen.

Som modtræk samlede briterne den civile boerbefolkning i koncentrationslejre, hvor dårlige indkvarteringsforhold førte til høj dødelighed. Dette skabte betydelig modstand mod den britiske krigsførelse i omverdenen.

Da fortsat krig forekom udsigtsløs, sluttede de sidste boerstyrker i 1902 fred med Storbritannien. Dermed var det britiske herredømme over det nuværende Sydafrika komplet. Både briter og boere slog forholdsvis hurtigt ind på en pragmatisk politik, som ud over forsoning mellem de to befolkningsgrupper havde hvid kontrol med det sydlige Afrika som fælles mål.

Trods denne hurtige politiske forsoning blev boerkrigen et mentalt fikspunkt for Sydafrikas hvide, afrikaanstalende befolkning. I forbindelse med opbygningen af afrikaaner-nationalismen i 1930'erne og 1940'erne blev krigen sammen med 1830'ernes store træk ophøjet til en begivenhed af nærmest mytologisk karakter. For mange afrikanere var lidelserne under krigen med til at legitimere opbygningen af apartheidstaten og undertrykkelsen af befolkningsflertallet. Krigens betydning for de ikke-hvide befolkningsgrupper er ofte overset i gængs historieskrivning.

Erobringen kostede Storbritannien ca. 22.000 dræbte.